Hvis du skal på skiferie i år og gerne vil have brede pister og aktiviteter for alle niveauer, så er den østrigske skilandsby Bad Kleinkirchheim et godt bud.

Er du til store, brede pister og hurtigt alpint løb? Og kan du godt lide at være i et hyggeligt og intimt skiområde, hvor de mindre garvede skiløbere også kan udfolde sig? I Kärnten, i den sydlige del af Østrig, ligger byen Bad Kleinkirchheim, som falder ind under kategorien ‘charmerende østrigsk skilandsby’, men som ikke er en kendt destination for de danske skiløbere. Den autentiske by ligger cirka en time fra den italienske og den slovenske grænse. Som skidestination har de satset stort på de brede pister og er derfor et mekka for dig, som er alpinskiløber, og som sværger til præparerede pister, fart og ikke mindst masser af plads.

800 snekanoner
Bad Kleinkirchheim ligger i knap 1.100 meters højde, og skiregionen spænder fra 1.078-2.055 meters højde. I forhold til andre østrigske skidestinationer er højdemeterne ikke prangende, men man kan alligevel være sikker på sne under skiene, fordi byen som skidesti

“De to områder føles som ét, hvilket giver en bred diversitet og mulighed for varierende løb.”

nation har satset stærkt på kunstig sne. Ingen tvivl om, at masser af naturlig sne er, hvad vi alle ønsker os, men i en tid hvor den globale opvarmning er en realitet, så er det altid godt med en plan B. Skulle uheldet være ude og sneen udeblive, så er man trods alt sikker på at få sne under skiene i Bad Kleinkirchheim. Der er 800 snekanoner i området, som sørger for sne på 97 procent af pisterne. Skuffelsen, hvis vejrguderne svigter, er naturligvis ikke at komme udenom, men kunstig sne er nu alligevel at fortrække, hvis alternativet lyder på ingen skiløb.

Der er primært røde og sorte pister i området, så området er ideelt for den mere garvede alpine skiløber, som er vild med brede, velpræparerede og i det hele taget virkelig indbydende pister. Jeg er personligt ret vild med det flow, som brede pister kan give, og at der er ‘plads’ at brede sig på, selv med mange mennesker på pisterne. Det føles hverken ‘crowded’ eller overfyldt, hvilket bestemt er et plus for os, der nyder at overgive os til sneen, løbet og farten.

Tager man et hurtigt kig på pistekortet, er det klart de røde og sorte farver, som dominerer, men de er meget varierede, og flere af dem kunne sagtens gå som blå, uden at de overhovedet er kedelige.

Flere områder at vælge imellem
Bad Kleinkirchheim er forbundet med skiområdet St. Oswald, som ligger et stenkast fra byens centrum. Tilsammen tæller skiregionen i alt 103 kilometer pister, og det er nemt at komme fra det ene til det andet sted, enten med bus eller via lifter og pister. Et enkelt sted måtte vi for at komme tilbage til Bad Kleinkirchheim fra St. Oswald tage skiene af og krydse en bæk, men ellers føles de to områder næsten som ét, hvilket dertil giver en bred diversitet og mulighed for varierende løb. Områderne inkluderer både gondoler, stole-, t- og tallerkenlifter, og selvom de to områder har meget forskelligt at byde på, så er der en fantastisk udsigt, hvor end man befinder sig. Dertil er det virkelig praktisk, at hvis der er kø det ene sted, er det virkelig nemt at søge mod det andet område. Alt i alt giver det hele området en fornemmelse af fleksibilitet, som bestemt er et plus.

Bad Kleinkirchheim er bestemt ikke en overrendt skidestination, særligt ikke af danskere. Personligt synes jeg bedst om udlandsrejser, der ikke føles som ‘Danmark i forklædning’, og her er Bad Kleinkirchheim klart på listen. Der er selvfølgelig turister, men det er mest tyskere og slovakkere, som har taget en kort tur hjemmefra. Måske for at nyde den autentiske østrigske stemning, som minder os alle om, hvor i verden vi er havnet. De østrigske alpehytter lever i bedste velgående i Bad Kleinkirchheim, hvilket skaber en fornemmelse af, at det hele er meget lokalt.

Bad Kleinkirchheim er måske en ukendt skidestination for danskerne, men siden 1978 har man afholdt FIS konkurrence der. Verdensmesterskaberne er det helt store højdepunkt for byens beboere, og særligt den østrigske styrtløber Franz Klammer er blevet byens store helt. Han er opvokset i området og er en af landets bedste styrtløbere. En sort/rød pist på områdets Kaiserburg er endda opkaldt efter skilegenden, og bare hans navn bringer smil over læberne på de lokale.

Ski vs. spa
Har man haft nogle lange dage på pisterne, kan de mange kilometer I benene ofte mærkes efter et par dage. Man har brugt nogle andre muskler, end man plejer, og selvom du er i god form, så har træningen på pisterne måske sat sig sine spor. Trænger man til at restituere efter en lang dag på skiene, kan man nemt søge ly i Bad Kleinkirchheims traditionsrige badekultur. Kombinationen af ski og spa er endda så organiseret, at man kan komme i det romerske bad med sit liftkort.

“Der er brede, velpræparerede og i det hele taget virkelig indbydende pister.”

I byen findes to termiske kilder, hoteller med i alt 16 indendørs svømmehaller og 50 saunaer. Knap hundrede meter fra den centrale liftstation ligger desuden det store og meget moderne wellnesscenter, Thermal Römerbad. Både i teori og i praksis er Thermål Römerbad overvældende. I tal er det helt konkret 4000 kvadratmeter wellness fordelt på tre etager, 13 forskellige saunaer og dertil poolområde med udsigt over de hvide, sneklædte pister. Personligt er jeg ikke wellness-entusiast, men jeg må indrømme, at dette var en meget sanselig oplevelse, som klart bidrager positivt til den samlede karakteristik af området. Og efter en lang dag på ski hjælper det godt på de trætte stænger at ligge i den store uden dørs pool i det dampende varme vand og indånde den kolde naturlige luft, som har en temperatur, der er langt under frysepunktet.

Noget for alle
Alt i alt er Bad Kleinkirchheim et autentisk og velfungerende skiområde. Det er et virkelig overskueligt skiområde, uden at det bliver hverken kedeligt eller ordinært. Er man til pudder og off-piste, har destinationen dog ikke meget at byde på. Personligt savnede jeg lidt flere off-piste muligheder, og generelt gælder det altså, at Bad Kleinkirchheim som skidestination ikke henvender sig til løbere, som er til det rå, vilde skiløb, ligesom der heller ikke er de store muligheder for freestyle eller snowparker.

Området henvender sig for en stor del til alpinskiløberen, som nyder fart og plads på pisterne. Hvis man skal på ski med andre, mindre garvede løbere eller har børn, der skal introduceres til ski for første gang, så er Bad Kleinkirchheim stadig et godt bud, fordi de brede pister henvender sig til et bredt publikum. Dertil kommer, at der er masser af aktiviteter så både store og små, øvede og mindre øvede har mulighed for at blive udfordret på pisterne!

BAD KLEINKIRCHHEIM / ST. OSWALD

  • Ligger i 1.100 til 2.055 meters højde.
  • 25 lifte
  • 4 kabinelifte
  • 7 stolelifte
  • 14 slæbelifte
  • Mere end 100 kilometer pister.
  • 800 snekanoner sørger for, at 97 procent af pisterne løbende forsynes med kunstig sne, svarende til 50 centimeter natursne.
  • 60 kilometer vintervandrestier.

SÅDAN KOMMER DU HERTI
Man kan enten køre til Østrig i bil, men det er også muligt at tage et fly fra enten Kastrup eller Hamburg til Klagenfurt i Østrig. Det tager ca. 40 minutter med bus fra Klagenfurt til skiområdet.

Text: Josefine Grunnet