Knap 200 forslag er nu blevet til 21 naturområder, der har mulighed for at blive til naturnationalparker. Snart kan du komme med på naturvandring over hele landet og høre meget mere.

Danmark får snart op mod 15 nye naturnationalparker på landkortet. De første fem er allerede udvalgt og kommer til at ligge i Fussingø, Gribskov, Stråsø, Tranum og Almindingen.

Snart får du mulighed for at komme med på naturvandring i de 21 statslige naturområder, der kan blive til de næste op mod 10 naturnationalparker. Naturstyrelsen inviterer nemlig til naturvandringer i alle 21 mulige områder i uge 44, 45 og 46.

– Jeg håber, at rigtig mange vil tage imod invitationen og komme med ud og høre mere om naturområderne med vores lokale medarbejdere som guider. Der bliver god mulighed for at stille spørgsmål, komme med ideer eller få luftet sine bekymringer. Målet med naturvandringerne er at vise de konkrete områder frem og fortælle om nogle af de værktøjer, vi har for at gøre naturen vildere. Vi er klar til god dialog og glæder os til at få borgernes input til det videre forløb med at korte bruttolisten ned fra 21 til op imod 10 nye naturnationalparker, siger vicedirektør i Naturstyrelsen Signe Nepper Larsen.

Knap 200 forslag fra 300 borgere, kommuner og organisationer
Frem til september 2021 har borgere, kommuner og foreninger været med til at pege på de områder på statens arealer, som kan blive til en naturnationalpark.

Naturstyrelsen har gennemgået de knap 200 forslag, og ud fra en række faglige kriterier er forslagene blevet til en bruttoliste på 23 forslag. Efter dialog og input fra andre ministerier, kommunerne og de to nationale arbejdsgrupper for hhv. forskere og interessenter har Miljøministeriet truffet beslutning om en opdateret bruttoliste med 21 potentielle placeringer.

Nu går næste fase i den inddragende proces i gang, hvor der bliver afholdt naturvandringer med fokus på den lokale dialog og input til det videre forløb frem mod at udpege de næste op til ti naturnationalparker ved udgangen af 2021.

Vil du med på naturvandring?
Alle borgere, interessenter, journalister m.fl. er velkomne på naturvandringerne.

Naturvandringerne kommer til at foregå i uge 44, 45 og 46 her i 2021. Efter gåturen rundes turen af med en fælles opsamling med mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementerne er planlagt til at vare ca. 2,5 – 3 timer.

Da naturvandringerne foregår ude i naturen uanset vind og vejr, opfordres deltagere til at medbringe praktisk påklædning.

Listen over de 21 naturvandringer inkl. praktisk information om tid og mødested finder du på Naturstyrelsens hjemmeside, ligesom der løbende bliver oprettet begivenheder for vandringerne på Naturstyrelsens sociale medier.

FAKTA

Bruttolisten er gået fra 23 til 21 mulige naturnationalparker
På baggrund af tilbagemeldinger til bruttolisten fra bl.a. de relevante kommunerne og ministerier samt de to nationale arbejdsgrupper for hhv. forskere og interessenter har Miljøministeriet besluttet, at bruttolisten reduceres med området Nyminde og Blåbjerg plantager samt området Skallingen og Ho plantager. Baggrunden er, at Forsvaret som følge af aftale fra 2019 mellem Miljøministeriet og Forsvarsministeriet om Forsvarets brug af Naturstyrelsens arealer i Oksbøl råder over områderne til at forberede og gennemføre især de større forårs- og efterårsøvelser, herunder med allierede styrker. Oksbøl-området er det eneste sted i landet, hvor der kan gennemføres bl.a. øvelser på brigadeniveau.

Endvidere er det som følge af tilbagemeldinger til bruttolisten besluttet, at listen reduceres med området Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn på grund af den unikke og meget sårbare kulturarv i området.

Endeligt er det besluttet, at Kompedal Plantage nær Karup tilføjes på bruttolisten på baggrund af tilbagemeldingerne, da Kompedal Plantage med sin placering på den østlige del af Karup Hedeslette er en af Jyllands største sammenhængende plantager med bl.a. en stor kronvildtbestand og et væsentligt naturindhold på de lysåbne arealer.