I forlængelse af corona-pandemien er danskerne i højere grad end tidligere begyndt at bruge naturen. Det Danske Spejderkorps har i den forbindelse samlet deres bud på tips og tricks, som skal hjælpe til at få endnu flere oplevelser i det fri.

Siden COVID-19 ramte Danmark i midten af marts, har 34 % af danskerne været mere ude i naturen end ellers. Ligeledes har 25 % besøgt et naturområde, de ikke før har oplevet, viser en undersøgelse lavet af Friluftsrådet. I den forbindelse har Det Danske Spejderkorps samlet deres bedste tips og tricks til at få flere gode oplevelser i naturen.

Spejdertips til Sommer-Danmark

Af den brede befolkning er spejderne formentlig bedst kendt som naturelskere, der i fællesskab laver mad over bål og sover udenfor på selv på de koldeste vinteraftener. Og det er lige præcis den antagelse, som det nye initiativ bygger videre på, fortæller naturvejleder i Det Danske Spejderkorps, Dieter Toftkjær:

Hele princippet bag spejdertips til Sommer-Danmark er at give naturoplevelser videre til danskerne. På vores hjemmeside kan man derfor finde helt konkrete råd og vejledning til alt lige fra turplanlægning, destinationer, ruter og teltregler til båltænding, grejguides, pakkelister, aktiviteter og opskrifter på bålmad. Vi har forsøgt at gøre det så overskueligt som overhovedet muligt, så det bliver nemt for Familien Danmark at få oplevelser i det fri her til sommer.”

Alle børn skal have oplevelser i naturen

Friluftsrådet lavede forrige år en undersøgelse, som bekendtgjorde, at 66 % af danske børn i alderen 2-15 år ikke har prøvet at sove udenfor, ligesom 46 % aldrig har lavet et bål i naturen. Statistikkerne er nogen, som Dieter Torftkjær vil gøre op med:
Der er forældre rundt omkring i Danmark, som meget gerne vil give deres børn nogle store oplevelser i naturen, men som har svært ved at komme i gang. Det kan nemlig virke som en uoverskuelig opgave at bygge en bivuak eller tænde et bål, hvis man ikke selv har prøvet det før. Det vil vi gerne lave om på, og med vores spejdertips til Sommer-Danmark burde det helt klart være muligt.”

Du kan finde spejdertips til Sommer-Danmark på dds.dk/spejdertips.