Vinderen af Wildlife Photographer of the Year – naturfotografernes svar på Oscar-uddelingen – blev her til aften afsløret ved en prisoverrækkelse på Natural History Museum i London. De 100 bedste fotos fra konkurrencen udstilles fra den 19. november på Statens Naturhistoriske Museum.

Det er 57. gang i træk, at verdens største konkurrence for naturfotografer afholdes. I år skulle juryen vælge mellem mere end 50.000 fotos fra hele verden, indsendt af fotografer fra 95 lande. Vinderne af konkurrencen blev afsløret ved et stort gallashow på Natural History Museum i London, som arrangerer konkurrencen og den efterfølgende udstilling.
© Laurent Ballesta, Wildlife Photographer of the Year.jpg
© Laurent Ballesta, Wildlife Photographer of the Year
I år blev det Laurent Ballesta fra Frankrig, der vandt prisen som Wildlife Photographer of the Year med billedet “Skabelsen”. Fotografen har kigget ned i dybet, da tre kamuflagebarser gyder deres mælkesky af æg og sæd. Igennem fem år vendte Laurent og hans hold tilbage til denne lagune. De dykkede dag og nat for at se kamuflagebarsenes årlige gydning og fik undervejs selskab af et par revhajer, som jagtede fiskene.

Billedet er taget ved atollen Fakarava i Fransk Polynesien, hvor kamuflagebarsene gyder omkring fuldmåne i juli. Her samles op til 20.000 fisk i en smal kanal, der forbinder lagunen med havet. De er truet af overfiskeri, men her er de beskyttet af et biosfærereservat.

– Som dyrefotograf stræber man efter at indfange de sjældne øjeblikke, som de færreste ser. Målet er at skabe billeder, der er både æstetiske og som samtidig fortæller en historie, der berør beskuerne. Det har vinderen i høj grad formået med denne smukke, dramatiske og originale komposition, der viser livets undfangelse i havets mørke. Den imponerende baggrundshistorie om fotografens store dedikation og dygtighed gør motivet endnu mere specielt, så det er i høj grad en fortjent vinder, siger zoolog og naturfotograf Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum, som var vinder af kategorien Dyreportrætter i sidste års Wildlife Photographer of the Year.

© Vidyun R Hebbar, Wildlife Photographer of the Year.jpg
© Vidyun R Hebbar, Wildlife Photographer of the Year
Et af konkurrencens andre højdepunkter var kåringen af de bedste unge naturfotografer. Her blev det den kun 10-årige Vidyun R. Hebbar fra Indien, der blev kåret som Young Wildlife Photographer of the Year med billedet “Det teltformede hjem”.

Vidyun var på opdagelse i den lokale forlystelsespark, da han i en revne i en væg fik øje på et beboet spind. En forbipasserende tuk-tuk – en motoriseret rickshaw – udgjorde en farvestrålende baggrund til edderkoppens sammenflettede tråde. Teltedderkopper er små, denne er mindre end 15 millimeter. Deres spind ligner et firkantet telt. Trådene er ikke klæbrige, men de danner et sammenfiltret net, som gør det svært for byttedyrene at undslippe. Billedet blev taget i Bangalore i Indien.

Udstillingen: Wildlife Photographer of the Year åbner for publikum fredag den 19. november 2021 på Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7 i København.

Wildlife Photographer of the Year kan ses frem til 29. maj 2022.

Fakta om Wildlife Photographer of the Year

Konkurrencen: Wildlife Photographer of the Year blev oprindelig startet i 1965 af BBC Wildlife Magazine. Den havde tre kategorier og bestod af omkring 600 indsendte billeder. I 1984 blev konkurrencen, som den er kendt i dag, skabt, og den tilrettelægges nu af Natural History Museum i London.

Konkurrencen blev fra begyndelsen den førende begivenhed af sin art for naturfotografer og voksede kraftigt gennem årene. I år blev rekorden for indsendte fotos slået, for juryen skulle gennemgå over 50.000 billeder indsendt af naturfotografer fra mere end 95 forskellige lande.

Besøg udstillingens website

Besøg udstillingens britiske website