I foråret 2019 hopper eventyrerne Bjørn Harvig, Tore Grønne og Rasmus Falck på cyklen og begiver sig gennem Libanon i håbet om mødet med det gode menneske. Filmen ‘På Afveje i Libanon’ er resultatet af deres eventyr.

Filmen følger Bjørn, som tidligere har cyklet fra Danmark til Iran, og Tore, som har cyklet fra Kina til Danmark. Og bag kameraet er Rasmus, som skal ud på sin første lange cykeltur nogensinde. De cykler gennem Libanon på lejecykler fra Beirut med bløde bedstefar-sadler og et løst baghjul.

De vil vise, at hvis man hopper på cyklen i lande – som herhjemme i trygge Danmark har ry for at være ‘banditlande’ – så kommer man tæt på mennesker og kulturer og finder ud af, at verden ofte er bedre end dens ry. Derfor lader de sig fare vild i Libanon, møder mennesker i øjenhøjde og forsøger at forstå deres virkelighed. De tror nemlig ikke, at folk er hverken onde, dårlige eller vil gøre dem fortræd, bare fordi de lever i lande med en rodet historie.

‘På Afveje i Libanon’ havde verdenspremiere på N.A.F.F. 2020, hvor den vandt debutantprisen.

Se filmen her:


Fakta:

Medvirkende: Bjørn Harvig, Tore Grønne og Rasmus Falck
Instruktør: Rasmus Falck
Danmark, 2019
42 min.