Luksusland-FLASKEPOST-black-tagline
Kære modtager af Flaskeposten,

Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en inkarneret bogelsker, hvilket nok er verdens mindste hemmelighed for folk, der kender mig. For mig er det hele pakken; følelsen af at holde en fysisk bog i hænderne, forsidedesignet, fordybelsen og den gode historie, hvor jeg kan komme med på eventyr. Derfor er jeg også ekstra begejstret for at kunne bringe jer nyt om NAFF|BOOKAWARDS, min yndlingsbogpris!

Dette år bliver nemlig starten for et spændende nyt samarbejde mellem Nordic Adventure Film Festival (NAFF) og Arktisk festival. Et samarbejde som betyder at årets bogpriser vil blive delt ud under Arktisk Festival på Nordatlentens Brygge i København d. 3. november 2024.

Skulle der mod forventning være nogen ikke kender til NAFF|BOOKAWARDS, ja så er det en bogpris dedikeret til den skrevne fortælling, der udforsker eventyrets facetter. I en tid, hvor alt synes at accelerere, er der intet som en god bog at fordybe sig i og sætte gang i drømmene om ens egne eventyr. Bøgerne er vores trofaste rejsefæller, fra natbordet til rygsækken, og med denne pris ønsker vi at hylde de bedste eventyr- og rejsebøger. Og fra i år vil der også være en særlig pris for årets bedste bog med et arktisk islet.

I mine øjne er samarbejdet intet mindre end genialt. Arktisk festival er drevet af ildsjæle og organisationer, som brænder for eventyret i sin reneste form, og festivalen har gennem årene udviklet sig til en af danmarks vigtigste festivaler. Intet mindre. Læg hertil at Arktis i dag står centralt i kongeriget. Området er blevet et geopolitisk brændpunkt med stigende udfordringer og samspil, som påvirker både lokale og globale aktører. Kulturen i Arktis er i blomstring, og på festivalen vil der være rig mulighed for at blive opdateret og inspireret af de hurtige forandringer og nye perspektiver, som området gennemlever. Og vi glæder os enormt til at være del af et program som spænder bredt fra foredrag, udstillinger og kunsthåndværk, der sammen belyser Arktis fra nutidige, fremtidige og historiske vinkler.

Sagt med andre ord. Jeg glæder mig enormt til at se jer alle på festivalen d. 3 november og fejre bøgerne og ikke mindst forfatterne,

Hvad jeg ellers går og tænker på 👀

1️⃣ RES-RES butikken på Nørrebro har fyldt 8 år. Søren Alling Sørensen er kommet langt med sin butik, siden jeg første gang mødte ham som sælger for 66North. Stort tillykke, Søren! Jeg kipper med hatten over, at I holder omtanken for miljøet højt i alt, hvad I gør.

2️⃣ I Aalborg er der en toårig postdoc-stilling ledig til dig, der gerne vil arbejde med turisme.

3️⃣ Den gode Peter Dan Willén skal på eventyr til Uganda i efterårsferien. I den forbindelse har Peter og hans familie tænkt sig at besøge Uganda Skateboard Society. De vil rigtig gerne medbringe en masse gear til alle parkens brugere, da det ikke er super let for dem at få fat i. Hvis du ligger inde med overskydende skateboardudstyr, som du gerne vil donere til et godt formål, tager de imod det med kyshånd. Alt har interesse: decks, hjul, kuglelejer, bushings, skruer, griptape, sko, beskyttelse m.m. Skriv til Peter og få tømt skabet. Win-win.

4️⃣ Sluttelig vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer, som mødte op, da KU afholdt en udsolgt
aftenkonsultation på Medicinsk Museion om fremtiden for kropsoptimering, hvor jeg holdt oplæg sammen med professor i træningsfysiologi, Jens Bangsbo.

Bonusinfo: Ordet "Museion" stammer fra det antikke Grækenland og refererer oprindeligt til et tempel dedikeret til Muserne, gudinderne for kunst og videnskab. Over tid udviklede begrebet sig og begyndte at betegne steder for lærdom og forskning. Det mest berømte Museion var Biblioteket i Alexandria, som ikke kun var et bibliotek, men også et forskningscenter, hvor lærde fra forskellige felter samledes for at studere og diskutere.

Vi ses derude,
Bugge Holm Hansen
Pennefører i Luksus Land

// Vi snakker også om følgende....

Børn bliver gladere af at være i naturen

Danske børn kan godt lide at være i naturen – og de kommer oftere ud i natur end for fem år siden. Til trods for det, vil knap halvdelen af børnene gerne være mere i naturen. Det viser ny undersøgelse lavet af Center for Børn og Natur.

Undersøgelsen ’Danske børns aktiviteter og ophold i natur og grønne områder’ viser, at andelen af børn, der kommer hyppigt ud i natur, er vokset 10-15%-point sammenlignet med tidligere undersøgelse fra 2018. Og svarene fra de 8-15-årige børn viser, at 44% faktisk gerne vil endnu mere ud i naturen.

Det hænger måske sammen med den effekt børnene oplever. I hvert fald svarer 83%, at det gør dem meget glad at være i naturen, og 94% kan godt lide at være ude. Undersøgelsen peger også på sammenhænge mellem glæden ved naturen, en følelse af at være forbundet med den og gerne at ville gøre mere for at passe på naturen og miljøet.

Børn er mest ude i skole og institutioner
Børnene vil som sagt gerne mere ud i natur. Den væsentligste barriere er den manglende tid i hverdagen, men mange børn savner også ideer og inspiration til naturoplevelser. Måske ligger løsningen lige for. For børnene er faktisk meget ude på skolens eller institutionens arealer. Undersøgelsen viser, at det gjaldt 70% af de børn, som var ude seneste hverdag, og for mere end 40% af børnene var det der, de tilbragte størstedelen af deres udetid.

Halvdelen af forældrene mener også, at deres barn bør være mere ude i natur og grønne omgivelser. Hvor børnene oplever, at de mangler tid til at komme i naturen, så peger forældre i høj grad pilen mod sig selv: mange forældre mener, de er for dårlige til at tage børnene med ud i natur eller til at inspirere børnene til at komme ud.

Læs "Danske børns aktiviteter og ophold i natur og grønne områder" her

Malerier inspireret af Mount Everest

Den danske kunstner Marco Evaristti drømte om at male toppen af Mount Everest. Det lykkedes ikke, men ikke desto mindre han han nu malet en serie af malerier, der er inspireret af hans Everest ekspedition.

Evaristtis rejse til Mount Everest var både en fysisk og mental udfordring for ham, også selvom han nåede ikke til toppen. Under opstigningen blev han nemlig syg og fik væske i lungerne, hvilket krævede en evakuering. Den intense oplevelse har efterladt dybe spor hos Evaristti og hans malerier skal afspejle både den ekstreme skønhed og brutaliteten ved hans ekspedition, som nu kan ses på Ros Gallery i Roskilde.

Selv siger han sådan: ”Jeg har aldrig følt mig så tæt på livets skrøbelighed, og det har givet mig en ny forståelse og respekt for naturens magt. Mine nye værker er en hyldest til den menneskelige vilje og modet til at konfrontere vores dybeste frygt.”

// Del endelig og giv dine input til flaskeposten

Tillykke - du er nu nået til slutningen af flaskeposten. Tak fordi du læste med og husk, at du altid er velkommen til at skrive til mig på bugge@luksus.land, hvis du har et tip, råd, et job eller bare vil snakke om noget spændende indenfor outdoor og rejseliv. Husk at markere mailen med 'FLASKEPOST'.

OG HUSK - du er mere end velkommen til at sende vores flaskepost videre til gode folk som mangler lidt eventyr og outdoorkultur i deres hverdag.

Er du blevet tippet om vores flaskepost fra gode folk omkring dig? Skriv dig op, så får du selv post direkte i din egen indbakke. Det er helt gratis.

Du kan skrive dig op her »

// Om undertegnede

Hvem er Bugge Holm Hansen? Til dagligt arbejder jeg som 'Senior Futurist & Head of Innovation and Technology' hos Instituttet for fremtidsforskning, hvor jeg bl.a. arbejder indenfor outdoor, turisme, læring og innovation som Head of Innovation & Technology. Jeg var medstifter af Mediehuset Luksus tilbage i 2001, og har siden skrevet om outdoor, rejseliv, ski, løb, sundhed og miljø i rollen som journalist og redaktør i over 25 år.. Jeg har en akademisk baggrund som Cand. Mag i Semiotik og Pædagogik. Har gennem tiden siddet i diverse bestyrelser og politiske udvalg, fra formand i Nørrebro Klatreklub, bestyrelsen i dansk klatreforbund, til det udvalgsarbejde i miljøministeriet som fra 2012 til 2014 som ledte frem til Danmarks første outdoor politik i 2015. Undervejs har jeg boet og arbejdet en lang årrække i udlandet. 6 år i Argentina, 4 år i Spanien, et par år i Frankring og Norge. Og det både som publicist og som rådgiver indenfor turisme og sport. Mit store 'con amore' projekt hedder Nordisk Adventure film festival (NAFF) som jeg står i spidsen for. En festival som er afholdt siden 1996 i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Cinemateket.

luksus-land-logo
facebook instagram 
Email Marketing Powered by MailPoet