Når du arbejder meget med din krop, har den ekstra godt af at blive forkælet en gang imellem. Tag med et smut til Ystad Saltsjöbad, som vi har testet, og bliv forkælet. 

Dagene er ved at blive kortere i Danmark, men turen til fitnesscentret bliver ikke kortere af den grund – ja, faktisk må vi nok indse, at det kræver lidt ekstra at komme ud af døren på en kold og mørk regnvejrsdag. Derfor hjælper det en hel del, hvis du har en gulerod til dig selv – som tilmed ikke behøver være en spiselig én af slagsen.

En dag i det tidligere efterår tog vi derfor på et to-dages ophold til den svenske sydspids, helt præcist til Ystad, for at se, hvad Ystad Saltsjöbad kan tilbyde. Hvis du bor på Sjælland, er det nemlig ikke en lang rejse at tage toget eller bilen over sundet til nabolandet, som har nogle ganske spændende tilbud inden for spa og wellness.

Afslapning i syd

Nu lyder Ystad måske ikke i sig selv særlig tropisk, og der er ingen tvivl om, at vi i Norden har svært ved at slå spabade under varmere og mere eksotiske himmelstrøg som Thailand og Marokko. Men hvis du ikke lige har tid og penge til at tage langt væk for at blive forkælet, har de i den lille svenske by lavet et virkelig godt alternativ. De har bl.a. taget det traditionelle spa skridtet videre og kan derfor tilbyde spaoplevelser i omgivelser, der minder om en tropisk regnskov med inspiration fra spatraditioner verden over. For et års tid siden udbyggede de nemlig deres spa med “The Creek Experience”, som skal give en ekstra oplevelse til deres gæster.

img627Selve hotellet ligger på stranden med udsigt over Østersøen, og mange af værelserne er med havudsigt ud til den lækre sandstrand. Vi ankom en søndag eftermiddag, og selvom hotellet var fuldt booket, var der generelt meget stille og roligt på såvel hotellet som i spa’en, så følelsen af afslapning indfandt sig hurtigt.

Der var en fin velkomst, når man ankom til hotellet, som er et ret stort badehotel, der blev opført helt tilbage i 1897. Hotellet er dog blevet helt moderniseret flere gange. Man skal dog ikke forvente at komme til et intimt hotel med få værelser, eftersom der er intet mindre end 140 værelser, som indeholder et 50/50 miks af private gæster og forretningsgæster, alt efter hvornår på sæsonen man er på hotellet. Selvom der er så mange værelser, formår de dog at skabe en intim og hyggelig stemning med folk, der tøffer rundt i hvide badekåber. Klientellet er par, venindegrupper, ældre venner og businessfolk. Der er rent og ordentligt, og personalet er søde og venlige til at hjælpe.

img631Det er et stort spahotel, som har planer om udbygning, men hotellet har været gode til at lave små rum og en hyggelig atmosfære i den meget gennemførte New Portland/maritime stil, som er blandet med det klassiske svenske badehotel. Der er en masse hvide lædermøbler i oversize, masser af gulvtæpper, en masse restaurerede gamle møbler, træ på væggene samt mange skillevægge til at skabe små, hyggelige rum. Trods de mange tanker, der ligger bag indretningen, kan man stadig ikke undgå at bemærke, at det også er er et konferencehotel – og der kom også en stor flok konferencegæster mandag formiddag, da vi tjekkede ud af hotellet.

The Creek Experience

img618The Creek Experience og spaen har en stor rolle i oplevelsen af at være på hotellet. The Creek Experience er bygget op omkring en slags tropisk regnskov på 300 m2 , hvor man i løbet af ca. to timer får mulighed for at afprøve en række forskellige spa-ritualer fra hele verden – med alt lige fra fodbad i salt fra Det Døde Hav, aromabadstue og isskrub til tyrkisk hammam og marokkansk rasul. Spaen blev i øvrigt kåret som Årets Spa-ritual 2013 i SpaStar Awards, og hotellet har desuden lige vundet prisen som Sveriges bedste Spa Resort i forbindelse med World Travel Award. Og de rosende priser viste sig faktisk at have noget i sig – for selvom man som altid skal være skeptisk over for alt for rosende ord, så er det faktisk en fin oplevelse.

Der er ca. 4-6 personer ad gangen til oplevelserne, hvilket gør, at det ikke er crowdet at deltage. Det var dog lidt en skuffelse, at der igennem forløbet ikke var nogen, der stod for behandlingerne, og at man enten selv eller ens partner/ven skulle stå for det hele. Det fungerer dog alligevel fint nok, hvis man ikke har noget imod at give hinanden en massage i den lille tyrkiske hammam. Men hvis man ikke er gode venner, er det måske lige lidt for intimt.

Hvis man har brug for lidt afslapning på sin trænede krop, er det dog en fin lille to-timers session med fokus på oplevelse og afslapning. Man får ikke så meget massage eller gennemarbejdning af kroppen bortset fra hammam og deres vandfaldsbruser, men så kan man til gengæld blive boblet lidt igennem i spabadet. Så oplevelsen giver mindst lige så meget mental afslapning som fysisk. De fleste af de forskellige elementer i The Creek Experience fungerer godt, selvom det faktisk ‘kun’ er ejerne selv, der har lavet konceptet, og det altså ikke er blevet udviklet af spa-eksperter. Der er dog et par lidt kiksede ting ind imellem såsom fire duftkasser, hvor man bliver bedt om at dufte og derefter forhørt af guiden, hvilken duft man bedst kan lide. En af dem, der guidede os rundt i oplevelsen, tilføjede, at den ene duft normalt blev valgt af mænd og den anden duft af kvinder, hvilket, vi synes, var lidt ligegyldigt. Desuden var man lidt overladt til sig selv i ny og næ uden at vide præcis, hvad man skulle gøre, men generelt var guiderne gode til at informere om det.

img635Selve interiøret i The Creek Experince er flot lavet, og der er skabt en virkelig lækker stemning af at være i en regnskov blandet med lidt forskellige andre verdensdele såsom den tyrkiske hammam og den nordafrikanske mudderbehandling, rasul. Det virker godt, at der er en guide, som følger én rundt, hvilket gør det lidt mere eksklusivt end bare selv gå rundt og prøve tingene. Men det havde været prikken over i’et, hvis én af dem lige trykkede os lidt under fødderne, gav fem minutters skuldermassage eller et afsluttende glas vitaminshot eller lign. Det behøver ikke være så meget, men der var ikke rigtig nogle individuelle “treats”. Desuden virker personalet ikke til at være særligt uddannede inden for de ritualer, vi gennemgik, men det fungerer udmærket til formålet.

img622Hotellets øvrige spaområde minder mere om andre traditionelle spahoteller med en stor opvarmet pool, et par uden- og en indendørs jacuzzi, sauna mm. Man kan godt se, at området er nyt med dets lækre materialer og stilrene nordisk look. Spaområdet er rimelig stort i forhold til mange andre spaalternativer, hvilket nok er med til, at vi fik følelsen af, at der var plads nok til alle – og dermed fik en afgørende fornemmelse af ro og eksklusivitet.

img633Hotellet vil give den mere gas på spaområdet og planlægger at udbygge med yderligere 600 m2 spaoplevelser, som forventes at stå klar i 2014. Så endnu mere plads venter forude.

Man kan derudover købe sig til forskellige behandlinger og massager, men det er en anelse pebret. F.eks. koster en klassisk ansigtsbehandling 795 SEK, en 50 minutters helkropsmassage 795 SEK og en 80 minutters lang detox-mudderbehandling 1.095 SEK. Hotellet har desuden 11 behandlingsrum.

Til gengæld er der gratis holdtimer, når man bor på hotellet, med en række forskellige aktiviteter lige fra yoga til aerobic. Træningen foregår i et lille hyggeligt træningslokale med plads til ca. 15-20 personer. Vi prøvede yoga, hvor alle fordomme om halvdygtige undervisere blev gjort til skamme.

Maden

Ystad Saltsjöbad er på ingen måde et udpræget helsehotel, da de ikke har særlig meget fokus på maden. Ifølge Christian Björk, som er marketingschef for Ystad Saltsjöbad, er der ganske enkelt ikke nok forespørgsel for den mere sunde mad i deres klientel, der hellere vil have en ‘good old continental breakfeast’ og et solidt måltid – og faktisk er lidt bange for, at hotellet kun serverer ‘spa-food,’ som han siger. Derfor fokuserer de mere på at lave mad i den luksuriøse ende. Det var morgenmaden dog ikke rigtig et bevis på, idet niveauet kun var et minimum af, hvad man kunne forvente. Det ser godt ud, men eksempelvis virkede deres scrambled eggs til at være lavet af pulveræg, og tilbehøret var i det hele taget lidt til den kedelige side. Ved morgenmaden oplevede man også for alvor hvor mange gæster, der var på hotellet.

img640Til gengæld var aftensmåltidet virkelig lækkert og i høj kvalitet med et fint (og dyrt vinkort) og god betjening – og helt sikkert ikke tænkt ind i et større sundhedsperspektiv. For der er intet palæo, Ny Nordisk Mad eller rawfood at finde. Ifølge Christian Björk har de eksperimenteret med det, men her var der heller ikke interesse fra gæsterne, så de fjernede det igen og gjorde menuen mere mainstream. Som han selv siger, er det en svær balancegang.

Konklusion

Det kan godt være lidt svært at finde rundt i junglen af spa- og wellnesshoteller og at vurdere, at et spahotel handler om alt lige fra faciliteter og kvaliteten til service, maden og den stemning, der er opbygget.

img642Ystad Saltsjöbad er et wellnesshotel i den lidt højere prisklasse uden at være ‘high end’. Servicen er i top, og der er både varme jakker, paraplyer og gummistøvler til udlån, hvis man er der på de lidt koldere dage og ikke lige har udstyret i orden. Der er tænkt på det hele, og vi havde en meget positiv oplevelse hele vejen igennem med kun få minusser.

Et måske ret oplagt minus er faktisk sproget. For både i spa’en og til yoga var det lidt en hindring for forståelsen, men hvis man har problemer med sproget, er vi sikre på, at de kan skifte over til engelsk. Derudover var der også lidt for meget musik i spaen, hvor den såkaldte afslappende musik var lidt for fremtrædende til, at man gad være der længere tid ad gangen. Samtidig gør det lidt høje prisniveau, at man holder lidt igen med ekstra behandlinger, der kunne være med til at gøre opholdet endnu bedre. Husk desuden at priserne på alkohol er højere i Sverige, hvis du har lyst til en flaske rødvin om aftenen. Nogle af værelserne var forresten temmelig små, så hvis du går efter en discountudgave, skal du i hvert fald lige være opmærksom på dette.

Til gengæld er de positive oplevelser helt i top. Bare hotellets placering er i sig selv et kæmpe plus, hvor vi kunne høre havet fra værelset og samtidig havde udsigt over Østersøen. Selvom vi kun var der med én overnatning, var det en perfekt måde lige at få ro i kroppen væk fra hverdagens gøremål. Vi fik det optimale ud af tiden med The Creek Experience, spa, middag og en yoga-time – og så var det i øvrigt super, at spaen er åben til kl. 24, så man også kan nyde det om aftenen.

YSTAD SALTSJÖBAD

Ystad Saltsjöbad ligger ca. halvanden times rejse fra København. Skal du med tog koster det ca. 300 kroner for en returbillet. Centrum af Ystad ligger fem minutters kørsel (eller 20 minutters gang) fra stationen, og det er nemt at finde.

Som gæst på hotellet har man gratis adgang til spa, som omfatter et spabad og to saunaer. Det er derudover muligt at reservere behandlinger samt timer i blandt andet aerobic, yoga, qigong og tai chi. Man kan også benytte Saltsjöbads tennisbaner, to swimmingpools og fitnesscenter, tage en løbetur langs stranden eller leje en cykel. Hotellet er åbent hele året rundt.

Et ophold på Ystad Saltsjöbad er ofte blot én overnatning og koster 1.625 SEK inkl. tre-retters menu og morgenmad. Vil du gerne have The Creek Experience oveni, koster det 2.015 SEK pr. person.

Læs mere på www.ysb.se

THE CREEK EXPERIENCE

Indeholder følgende elementer:

  1. Fodbad med salt fra Det Døde Hav efterfulgt af massage med kinesisk træhammer
  2. Ansigtsmaske med creme
  3. Aromabadestue
  4. Sauna med isskrub
  5. Pool
  6. Hammam baderitual
  7. Aromaterapi
  8. Rasul mudderbad
  9. Tropiske vandfald
  10. Oliemassage og luftterap

The Creek Experience koster 595 SEK pr. person, hvis man ikke har det som en del af sit ophold.

KARAKTER (1-6)

Spa      4.5/6
Hotel   4/6

Tekst: Sofie Hvitved & Lotte Sørensen

Artiklen er fra Træn #5 (her)