Har Apple – som primært er kendt for smartwatch-delen – nu også lavet det ultimative ur til aktive folk?

Det spørgsmål bliver en større og større diskussion i både ur- og løbekredse. Til dato har holdningen blandt core-løbefolk været, at Apple har været bagud på løbespecifik dataopsamling, men er man Apple, løser man bare denne løbsspecifikke udfordring ved at ansætte en række chefudviklere fra sine konkurrenter, samt ved at teame op med Nike. Og vupti – så har man al den viden om løb i huset, man behøver for at være på forkant.

Den helt store fordel med det nye Apple Watch Series 3 er, at man takket være urets mobilforbindelse kan lade telefonen ligge derhjemme og stadig modtage opkald, meddelelser og streame musik på sit ur under løbeturen. En lille rød prik på urets drejehjul er den eneste synlige indikation på, at du nu står med GPS + Cellular-udgaven i hånden. Ellers ligner uret til forveksling sine forgængere.

Teknisk er uret også udstyret med masser af gode ting for løberne. Den indbyggede GPS registrerer distance, hastighed og rute for din udendørs træning – og højdemåleren registrerer stigningen. Du kan også med de nye bevægelses- og pulsalgoritmer, som er kommet med watchOS 4-opdateringen, tracke indendørs løb, cykling, svømning og højintens intervaltræning (HIIT-træning). Derudover har de lavet et Apple Gym-kit, hvor du trådløst kan parre uret med kompatibelt træningsudstyr som f.eks. løbebånd, crosstrainere og stepmaskiner fra producenter som Life Fitness eller Technogym. Så kan du nemmere indstille enhederne til din træning og synkronisere målinger som f.eks. puls, fart og kalorier og sikre dig, at de bliver mere nøjagtige.

Rigtige løbere løber da ikke med et apple-ur, vel?

Apple Watch Series 3 er ligesom 2’eren også svømmesikkert og kan nu registrere træning i både svømmehallen og havet. Når du er færdig, presser lydvibrationer vandet ud af højttaleren, så den fungerer optimalt igen.

Uret kommer som forgængerne i to forskellige størrelser (38-42 mm) og mange forskellige materialer. Den kommer med indbygget GPS og GLONASS, har en dual-core-processor W2-chip, barometrisk højdemåler, pulsmåler, accelerometer, gyroskop, og er vandafvisende ned til 50 meter. Den har et særligt forstærket Ion-X-glas og har en keramisk bagside. Derudover har den naturligvis wi-fi, bluetooth, 16 GB-hukommelse og op til 18 timers batteritid.

Konklusion
Apple Watch er nu ude i tredje generation – og senest endda med en opgradering, som gør, at uret er koblet på 4G nettet via et esimkort. Apple Watch Series 3 (GPS + Cellular) er som sådan endnu en opgradering på vej mod Apples mål om at blive det dominerede brand inden for alverdens smartwatches. En strategi der følger den samme som deres smartphones – dvs. de opgrader jævnligt produkterne, lytter og lærer af brugerne, er på forkant med nye tekniske udviklinger, og gør det nemt at bruge produktet uden at gøre en stor larm ud af udviklingen. En strategi som eksempelvis betød, at version 2 i sin tid fik indbygget GPS og blev vandtæt, stort set uden at du kunne se det.

Men rigtige løbere løber da ikke med et Apple-ur, vel? Sådan lød det fra en dansk ultraløber for år tilbage, som i sit ekkokammer slet ikke kunne forstå, at så mange løbere pludselig var begyndt at løbe med Apple-urene. Ikke desto mindre viser tallene tydeligt, at Apple om noget har godt fat i alverdens motionsløbere. De godt designede ure har med deres nemme betjening vundet mange løbehjerter som et stilligt designet ur, der både kan bruges til løb, samt gøre ens hverdag nemmere ved at have en masse funktioner lige på håndleddet.

At apple watch løser virkelige problemer, er efter vores mening hemmeligheden til succesen.

Og netop det element, med at Apple Watch løser virkelige problemer, er efter vores mening hemmeligheden til succesen. For nej, uret kan stadig ikke måle sig på de funktioner, du finder på dit Garmin-ur, men hvor mange af os har reelt brug for alle dem? Og hvem har ikke bandet og svovlet sin mobiltelefon på armen, i lommen på tight’en eller i løbebæltet langt væk? Eller i gamle dage endda været på løbetur i regnvejr og kommet hjem med en våd telefon? Og hvem har ikke kæmpet med at skifte musik på armen? Og hvornår har du sidst kunnet tage en svømmetur efter din løbetur uden at tænke over, at din mobil ligger på stranden? Du kan til og med svare på opkald ude i vandet, hvis du har vandtætte bluetooth-høretelefoner med dem!

At det nye Apple Watch har indbygget mobilforbindelse, viser vejen frem for alle smartwatches – det vover vi at påstå, og vi er overbeviste om, at alle andre også har det om blot få år. Apple er som altid bare lige en tand foran med deres ure og løsninger, som er skræddersyet til den bredde gruppe, der ønsker et ur til det hele, fra hverdagen til løbeturen. Hermed ikke sagt, at Apple Watch Series 3 er perfekt – for det er uret langtfra. Uret har stadig en alt for kort batteritid på op til 18 timer, og navigationen på uret er stadig ikke så brugernem, som man kunne ønske sig. I Danmark er det i skrivende stund også endnu kun mobilselskabet 3, der har e-simkort til uret, og du kan generelt ikke bruge mobilfunktionen i udlandet pga. tekniske udfordringer med 4G netværket. Der er også nogle helt klare udfordringer med ting som at sms’er ikke går igennem, når man bruger e-simkortet m.m., men spørgsmålet er dog, om disse udfordringer betyder mindre i det store billede? Svaret hertil er ja. Man kan sige meget om Apple Watch Series 3 GPS + Cellular-udgaven – at det er lidt kedeligt, at de forskellige træningsapps, man kan downloade, stadig ikke giver de tilpasningsmuligheder, man kunne ønske til sin træning, og at man f.eks. ikke kan bruge Spotify til at streame over mobilfunktionen på uret. For ikke at nævne Siri, som stadig ikke fungerer særlig godt på dansk – så selvom man kan bede hende om at afspille musik, indstille en påmindelse eller sende en kalenderinvitation uden brug af telefonen, så rammer hun sjældent plet i at forstå ordene korrekt.

Men vi forstår godt, hvorfor det er er verdens mest solgte smartwatch. Vi glæder os allerede til serie 4, hvor mange af dataudfordringerne med sikkerhed er forsvundet, og der er kommet flere træningsapps til App Store. Men det gør ikke, at vi ikke smiler allerede nu, hver gang vi løber med uret uden mobilen på slæb. Vi har set fremtiden, og den lover godt for os løbere.

Vejet vægt: 26,7 gram (38 mm) og 32,3 gram (42 mm)
Pris: 3.399,- (38 mm) og 3.699,- (42 mm)
Info: www.apple.com
[Rating: 5/6]