Pist n’ Powder har været et smut forbi det traditionelle franske skiresort La Clusaz for at opleve, hvad det har at tilbyde. Og der er dømt både offpiste på bjerget, fransk charme og champagne til afterskiing.

Rigtig mange danskere har været et smut forbi de franske klassikere som Les 2 Alpes, Val Thorens og Chamonix, men i udkanten af de franske Alper tæt på Geneve ligger en lille landsby, som i den seneste tid har arbejdet hårdt på at blive et semi-eksklusivt område, som gerne vil nå ud til et internationalt publikum. Der er ikke lige så stor snegaranti som ved nogle af de andre destinationer i Frankrig, men til gengæld er der masser af god offpiste, når sneen falder. Ifølge den skiguide, vi havde tilknyttet, er der normalt fine sneforhold, der minder meget om det, man kan forvente i f.eks. Val Thorens.

Et ‘uopdaget’ skiressort
img851La Clusaz er en destination, som endnu ikke er særlig kendt for danskere, men hvor du kan være helt sikker på at møde de mere lokale franskmænd og schweizere, som kommer fra blandt andet Geneve, Lyon og Annecy. De er der dog mest i weekenderne. Der er naturligvis også andre udlændinge at finde – primært englændere og irere, men hvis du er ude efter at komme lidt væk fra den turistede masseindustri, så er La Clusaz et godt bud.

At det er en smule ‘uopdaget’ kan både være en fordel og en ulempe, da der ikke er nogle bureauer, der har rejser dertil, så du skal selv stå for noget af planlægningen.

La Clusaz har en lang historie inden for skiløb og har haft skiløb siden 1907, hvor der dog blev gjort en indsats fra de lokale om at undgå for mange turister. Det ændrede sig dog hurtigt og udviklingen er gået støt fremad siden 30’erne. I 1956 fik området sin første kabinelift, og i 1994 kom den første skikanon. La Clusaz er desuden en del af det større skiområde Aravis, som desuden indebærer områderne Manigod, Le Grand Bornand og Saint Jean de Sixt, som du også kan købe adgang til, hvis du vil have ekstra kilometer at boltre dig på.

Tilbage i 1930´erne prøvede beboerne i La Clusaz at blive fri for tilrejsende skiløbere fra Annecy ved at hamre pæle i jorden på deres marker. Deres efterkommere indså, at udviklin – gen ikke kunne bremses, og derfor er de fleste erhvervsdrivende i byen nu beskæftiget med skisport. Byen har dog ikke af den grund mistet sin oprindelige landsbycharme.

Lokal charme img864
En af de helt store plusser ved selve byen er, at den fungerer hele året og derfor ikke blot er en satellitby, så der er også lidt af den traditionelle stemning at finde i byen, selvom den naturlig – vis stadig i høj grad er præget af turismen. 30 hoteller er stadig åbne om sommeren, hvor man kan dyrke aktiviteter som vandring og MTB. Indbyggerne i byen virker til at være oprigtigt glade for de mange turister, der årligt besøger byen – og der er en god stemning i byen blandt de lokale, der er yderst hjælpsomme. Eksempelvis fik vi lov til at køre gratis med skibussen, selvom vi ikke havde vores liftkort med.

Vi fik mulighed for at tage en snak med områdets turistchef, Alexis Bongard, som var kommet til byen for et par år siden efter at have arbejdet i Tignes i flere år. Tignes er kendt for at have knap så meget personlighed og er mere en skiindustri end små ‘rigtige’ landsbyer som La Clusaz, og det var noget af det, han selv synes bedst om ved byen.

132 km pister og 52 lifte
img862Byen ligger ved fodenden af et skiområde med ca. 132 km sammenhængende pister, som fordeler sig over 84 pister på fem bjergtoppe, der hænger sammen med 52 skilifte. Mange førstegangsbesøgende bliver overraskede over, hvor meget området egentlig har at tilbyde – og der er noget for alle niveauer. I og med der er fem små bjerge at vælge imellem, kan man vælge forskellige områder i løbet af dagen, alt efter hvor der er gode forhold. Man kan stå en hel dag uden at stå på den samme piste to gange ved hjælp af liftsystemet, som fungerer godt og er fint udbygget.

Vi var forbi i marts (uge 13), så det var helt i slutningen af sæsonen. Det kunne både mærkes på sneen og antallet af besøgende i byen. På plussiden gjorde det, at der ikke var særlig lange køer ved lifterne, men på minussiden manglede der lidt stemning om aftenen i byen, og sneen var begyndt at blive mere vandet.

Udover pisterne og offpisten er der også en lille snowpark samt over 70 km langrendsspor. Området er kendt som et af de bedste langrendsområder i Frankrig og har fået tilnavnet “Nordique France”.

“Mange førstegangsbesøgende bliver overraskede over, hvor meget området egentlig har at tilbyde – og der er noget for alle niveauer.”

“A flagship for freeriding”
La Clusaz er også hjemby for Candide Thovex, som er én af verdens bedste skiere, som blandt andet vandt Big Air konkurrencen i X Games i en alder af 17 år i 2000 og senere både tog guld til halfpipen i 2003 og slopestyle i 2007.

img878Selvom La Clusaz tilbyder alle typer skiløb, så er de især meget stolte af deres offpiste, hvilket blandt andet kan ses på deres slogan “A flagship for freeriding”. Man kan både få fin offpiste direkte fra pisten som f.eks. fra La Balme, der er kendt for sin offpiste, da det er nemt, og der er god synlighed i og med, at det er højt beliggende, og der er ingen træer. Man skal blot gå et kort stykke (ca. 15 min) for at nå frem til super fin offpiste. Man kan dog få endnu mere, hvis man er villig til at gå lidt mere efter det! La Balme er ikke det højeste bjerg i området, men det ligger mere i skyggen, så derfor er det koldere, og sneen forbliver god i længere tid. Der er andre steder i området, hvor man ligeledes kan stå på ski, når der er dårlig visibilitet ved at stå inde i skovene i stedet. Vores guide anbefalede især offpisten og skovområderne i Beauregard, hvis der ikke er god visibilitet, men ellers er La Balme the place to be for freeridere. Alexis, turistchefen, er også selv freerider, og hans yndlingsspot var lidt nord for L’etale. Et sted, der kræver cirka en halv times traverse, hvor man lige skal passe på et område med en masse dybe klipper i starten. Den ender ved liften, men kræver lidt en guide til at få dig på rette spor.

La Clusaz er ligeledes værter for konkurrencen Candide Invitational, som er blevet afholdt 2 gange på La Balme i La Clusaz – og har samlet nogle af de bedste internationale freeridere i byen.

Hvem tager dertil?
img859I det hele taget henvender La Clusaz sig til de mere dynamiske skiløbere, der sætter pris på både freeride og afterskiing, men det er ikke det helt unge publikum, byen i første omgang henvender sig til. Mange af restauranterne er lidt mere eksklusive end det generelle mainstream skisportssted, selvom den gamle stil i høj grad er bibeholdt. Eksempelvis kan du tage forbi La Scierie, som ligger i en gammel træfabrik, der blev restaurant for ca. 15 år siden. Den er ikke dyr, men 20-35 € pr ret. Spørg efter Francois, som er oldebarn af ham, der byggede laden tilbage i 1910. Generelt kan du forvente en relativ mellemklasse oplevelse medmindre du tager de bedste hoteller. F.eks. har La Clusaz et lettere slidt aquatic center, som dog har et lille træningsrum samt pool, jacuzi, sauna etc., så du kan træne, selvom der er dårlige forhold på pisterne. Hvis du er til afterski kan du tage forbi enten Cave Bacely, Le Bar eller Le Pascal, som alle har en hyggelig stemning og champagnen ofte bliver poppet – men hvor der dog klart er mest liv i højsæsonen.

Fremtiden
La Clusaz satser stort i fremtiden og har sat 25 mio euro af fra nu til 2017 til at få flere lifter, så området kan vokse. La Clusaz er klart et sted at overveje, hvis du gerne vil prøve noget andet end de traditionelle franske destinationer, hvor vi danskere plejer at rejse til. Forvent fint skiløb uden dog at give det helt store område, god offpiste, god lokal stemning og generelt en by, som gerne vil promovere sig på at være lidt mere eksklusiv end mange af de andre alternativer til de europæiske skisportssteder.

HVORNÅR SKAL MAN KOMME?
Undgå at tage til La Clusaz i den franske ferie, som ligger mellem 15. februar og 15. marts, da der er ret mange mennesker. Januar er til gengæld en rigtig god måned både i forhold til lange dage på pisten og gode sneforhold.

FAKTA LA CLUSAZ  img876La Clusaz ligger ca. en times kørsel fra Geneve. Det gør det muligt enten at tage flyet til Geneve eller selv køre derned, hvilket tager lidt over 13 timer fra grænsen i Sønderjylland.Afstand fra den danske grænse: 1.322 km.

Byen har cirka 2.000 fastboende og omkring 25.000 sengepladser. Der er i alt ca. 35 restauranter i byen og omkring 15 barer.

De fem bjergtoppe i La Clusaz hedder La Balme, L’Aiguille, L’Etale, Manigod og Beauregard.

  • Byens beliggenhed: 1040 m.o.h.
  • Skiområdets beliggenhed: 1100-2600 m.o.h.
  • Antal vertikale nedfarter i alt: ca. 15 km
  • Antal pister: 132 km (220 km for hele Aravis området)
  • Antal pister i alt: 84 Grønne: 23
  • Blå: 25
  • Røde: 29
  • Sorte: 7
  • Antal lifter: 52
  • Antal snowparks: 1 (jumps & rails)
  • Antal snemaskiner: 190

Læs mere på www.laclusaz.com og download app’en ‘La Clusaz’ på iTunes.

Tekst Sofie Hvitved

Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #37  (link here)