‘Kernen’ i Klitmøller Collective er uld, fordi det er varmt, holdbart og bæredygtigt. Robert Sand er manden bag brandet, som er inspireret af Vestkysten og det aktive liv i Klitmøller.

Tekst: Josefine Grunnet

Hvad er tankerne bag Klitmøller Collective?

Vi tager udgangspunkt i Klitmøller og vejret på Vestkysten. Klitmøller er et gammelt fiskerleje, hvor der nu kommer rigtig mange surfere, så vi designer alt med udgangspunkt i havet, det liv og den historie, der er her.

Hvordan opstod idéen?

Klitmøller er på mange punkter et specielt sted, hvor der er en speciel historie og stemning, hvilket vi synes, er et rigtig godt udgangspunkt for at lave et anderledes brand, med havet som centrum.

Hvad er det særlige ved Klitmøller Collective?

‘Kernen’ i brandet er strik i uld, fordi fiskerne her på kysten har brugt uld gennem århundreder. Får var nogle af de eneste dyr, der kunne overleve i klitterne ved kysten, og det er holdbart, har unikke egenskaber i forhold til isolering, og så er det bæredygtigt. Det forsøger vi at få ind i en nutidig sammenhæng med vores egen fortolkning.

Hvordan er det inspireret af Skandinavien?

Vi forsøger at undgå at overdesigne vores produkter, men at holde en simpel og enkel stil med et meget højt niveau i materialer og forarbejde. Alt er designet i Klitmøller, og vi ønsker,at dansk designkultur også er tydeligt i vores DNA.

Hvordan forholder I jer til miljøet?

Udover at vi primært bruger uld, forsøger vi at tænke miljø ind i alle vores produkter. Vi producerer alt i Portugal, hvor reglerne for produktion og arbejdsvilkår er kontrollerede. Man skal huske på, at hvis man køber en t-shirt i økologisk bomuld, er det ikke nødvendigvis det bedste miljømæssige valg, hvis den er indfarvet i Indien og fløjet til Danmark. Der er rigtig mange faktorer, der indgår i miljøregnskabet, og det forsøger vi også at tænke på.

Hvad er håbet for fremtiden?

Vi håber på, at endnu flere mennesker får øjnene op for vores brand, og at vi kan inspirere.

OM KLITMØLLER COLLECTIVE

  • Startet af Robert Sand.
  • Inspireret af livet på den danske vestkyst.
  • Outdoorbeklædning i uld.
  • Både i valg af materiale og selve produktionen af tøjet er bæredygtighed i fokus.
  • Læs mere på: www.klitmollercollective.com

Artiklen er fra Outdoor Training #8.