Elefanttrekking er en kæmpe industri i både Asien og Afrika, men der går meget ondt forud for en elefantridetur, og med turistattraktionen følger velfærdsproblemer for både mennesker og dyr.

Antallet af elefanter i turisme er steget markant i det sidste årti, eftersom folk fortsat har elefantridning som et ‘must do’ punkt på deres bucketliste. Da efterspørgslen er stigende, bliver flere og flere vilde elefanter kidnappet og smuglet på tværs af grænserne fra nabolandene for at blive brugt (læs udnyttet) i turistindustrien.

Elefanttrekkingens fortælling 

Elefanttrekking opstod i Asien, da det blev forbudt at bruge elefanterne til skovhugst, og elefantførerne (mahouts) vendte sig imod turistindustrien for at tjene penge til sig selv, deres familier og deres elefanter. Elefantridning spreder sig nu til Afrika, hvor de større og mere uforudsigelige afrikanske elefanter bliver brugt i turismen. Nu om dage blive imellem 100 og 250 babyelefanter kidnappet og fjernet fra deres naturlige liv i naturen hvert år. Det svarer til omkring to til tre om ugen.
Krybskytterne bedøver elefantungen og skyder de voksne elefanter, imens de dvæler ved babyelefanten, når den kollapser af bedøvelsen. Krybskytterne efterlader de døde elefanter, da de ikke har tid til at tage stødtænder, krop eller kønsorganer, hvis nu elefantungen vågner, naboerne har hørt skud eller der kommer andre af flokkens elefanter og angriber. Babyelefanterne sælges så til mellemmænd, der torturerer og tæmmer dyrene i en uges tid, før de sælger dem til turistoperatører for et overskud på op til 100.000 kroner. Inden for ni år kan turistlejrene registrere babyelefanten som afkom af en elefant i fangenskab, uden at det rejser nogen spørgsmål fra autoriteterne. For at få babyelefanterne over grænserne samarbejder krybskytterne med korrupte politikere, embedsmænd og indflydelsesrige forretningsfolk. De lokale myndigheder er fyldt med korrupte personer, der heldigvis tit bliver afsløret. Der er dog altid en til at tage over, da indtægtsmulighederne er for store til at modstå.
Selv om det ikke kan nægtes, at indtægterne fra turismen er nødvendig for mange fattige elefantførere, så er det yderst skadeligt for elefantens velfærd og fremtiden for den asiatiske elefant.

“Krybskytterne bedøver elefantungen og skyder de voksne elefanter.”

Der findes alternativer, der kunne afløse denne indtægtskilde. Nogle kritikere hævder imidlertid, at når elefanter er blevet reddet, kan de ikke sættes fri igen, og at turismen er det eneste alternativ snarere end zoologiske haver eller cirkus. De bliver dog sandsynligvis ikke bedre behandlet, bare fordi de er økonomisk værdifulde. Det er mere sandsynligt, at de vil komme til at arbejde hårdere og blive udnyttet mere af deres ejere.

At knuse elefantens ånd ‘Phajaan’ 

Turisme, der omhandler elefanter, indebærer for det meste, at man rider på elefantens ryg, og typisk præsenteres elefantridning eller elefanttrekking som en måde at komme tættere på elefanter eller som en måde at blive transporteret gennem junglen for at spotte dyreliv. Mens dette ved første øjekast kan virke harmløst og sikkert for elefanten, så kunne det i virkeligheden ikke være længere fra sandheden.
For at være egnet til ridning skal de asiatiske elefanter, mens de er unge, trænes med en traditionel proces kaldt ‘phajaan’, der går ud på at knuse elefantens ånd. Dette indebærer at holde elefanten bagbundet og indespærret i et lille bur, imens den bliver slået med bullhooks og bambusstænger tilsat søm på sensitive områder. Elefanten bliver udsultet, berøvet for søvn og værre for at gøre dem så bange for bullhooks og smerte, at de vil lystre og gøre alt for at undgå at blive slået og føle den smerte igen. Mange synes sikkert, at elefanter ser ud til at have tyk hud, men faktum er, at de mange steder er så sensitive, at de kan mærke insektstik. Halvdelen af alle elefanterne der undergår Phajaan dør under forløbet af deres tortur, og dem der overlever bliver ofte mentalt nedbrudte eller meget aggressive og kan potentielt dræbe deres mahouts, og dem der rider på dem.
Der findes mange videoer af denne rædselsvækkende proces, og det er smerteligt at se, så tænk på, hvordan det må være for den elefant, der er udsat for det. Der findes andre, bedre og mindre skadelige måder at træne elefanter på, hvis det er en absolut nødvendighed (kald det guleroden i stedet for bullhooken). Et eksempel er, når man i elefantreservater træner elefanter til at acceptere behandling af en dyrlæge. Metoden med positiv forstærkning kan være lige så effektiv som afstraffelse og langt mindre smertefuld og stressende for elefanten.

Velfærdsproblemer for dyr og mennesker

Desværre er dette kun begyndelsen, da elefanterne sandsynligvis vil tilbringe resten af deres liv med at give rideture til turister hver eneste dag. Sadlen eller stolen, som turisterne sidder på, er meget tung og kan skabe langvarig og uoprettelige skader på elefantens rygsøjle, samt hudsår på grund af den konstante gnidning, ligeledes kan elefanten risikere at få fodsår. I naturen ville elefanter tilbringe op til 18 timer hver dag med at lede efter mad, men i fangenskab er de ofte tvunget til at give ture til turister hele dagen uden mange pauser til at hvile, spise og drikke.
Som følge af elefanttrekkingen findes utallige velfærdsproblemer, men i korte træk er det enormt dårligt styret. Det er en profit styret industri uden nogen form for overvågning, regler eller regulering i forhold til elefanternes velfærd. Det er også farligt for elefantførerne, da elefanterne (især tyre) kan være aggressive efter at have gennemgået Phajaan, og førerne har ingen mulighed for at beskytte sig mod en rasende elefant på 3000 kilo. Det resulterer i dødsfald, og desværre er mange af disse dødsfald urapporterede, da mahouter tilhører den laveste kaste i Asien.

Fare for turister  img358

Et andet problem med at bruge elefanter i turisme er den risiko, den udgør for turisterne selv. Turister sidder på ryggen af en elefant uden nogen form for sikkerhedsudstyr til at beskytte dem fra at falde af eller blive trådt på. Der har været flere rapporter i årenes løb, med turister der er kommet til skade ved at ride på elefanter, fordi elefanter er vilde dyr og derfor uforudsigelige.
Derudover kan turister, der kommer i tæt kontakt med elefanter, blive smittet med zoonotiske sygdomme (sygdomme der kan overføres mellem mennesker og dyr) så som tuberkulose. Adskillige videnskabelige undersøgelser har undersøgt og påvist muligheden for tuberkuloseoverførsler mellem mennesker og elefanter. Dette er mest almindeligt mellem mahouts og elefanterne på grund af den daglige kontakt, men der er ingen videnskabelige belæg for, at turister ikke også kan blive smittet. Tilsvarende kan elefantens helbred være i fare, da den udsættes for enorme mængder turister med en række sygdomme, og deres ejere har tit ikke råd til at behandle dem.

Ikke lige til

For at opsummere så er det klart, at brugen af elefanter i turisme er skadeligt for dyrenes velfærd, og at det ikke bidrager til hverken bevarelse af eller undervisning om disse fantastiske dyr. Der er i dag omkring 2700 elefanter i fangenskab og omkring 2000-3000 vilde elefanter tilbage i Thailand, i forhold til omkring 100.000-150.000 for 150 år siden. Situationen er politisk, historisk, kulturelt, økonomisk og følelsesmæssigt kompliceret, så det er ikke så nemt bare at sige: “Vi skal stoppe elefantridning og festivaler straks.”
Den gode nyhed er, at mange rejseselskaber er ved at blive opmærksomme på problemerne omkring elefanttrekking, og flere og flere tager stilling til problematikken og er begyndt at stoppe med elefanttrekking på deres rejser. Processen med at øge bevidstheden blandt turister er dog stadig meget langsom. Elefanter er stadig en del af turistindustrien, og der kommer stadigt flere idéer og måder, hvorpå man kan forbedre deres velfærd og fortsat opleve de godmodige giganter. Eksempelvis forsøger man at forbedre reguleringen af branchen, så mahouterne betragtes som fagfolk, og den domesticerede elefant er nu beskyttet på samme måde som vilde elefanter.

Alternativer til turisme

Der er nogle gode alternativer, som giver turisterne mulighed for at opleve dem i naturen, såsom at besøge nationalparker, fristeder, reservater, elefanthospitaler, elefantparker og se elefanter fra en jeep. For mahouterne må turismen ikke være den eneste mulighed. Der er derfor flere projekter undervejs med det formål at uddanne mahouter, så de kan anses som værdifulde ansatte.

Elefanter er stadig en del af turistindustrien.

Ligeledes er der tale om projekter, hvor mahoutterne og deres elefanter kan trække sig tilbage i reservater. En anden idé kunne være at uddanne mahouter til at fungere som guider i nationalparker og safariparker, da de allerede har en masse viden og erfaring med elefanter.
Det bedste alternativ til turisme med elefanter ville være rehabilitering og genudsættelse i beskyttede naturområder, men mange elefanter har lidt for meget psykisk og fysisk skade i fangenskab til at kunne genudsættes. Den bedste løsning for dem vil derfor være at leve på et fristed, hvor de bliver passet. Eksempler herpå kan være The Surin Project, Elephant Nature Park, WFFT Elephant Refuge, Boon Lott’s Sanctuary (BLES) og Thai Elephant Conservation Center. Man kan besøge disse steder som gæst eller arbejde der som frivillig i længere perioder. Et andet alternativ er Elephant Hills i Khao Sok National Park, hvor man har kombineret opholdet i nationalparken med en elefantoplevelse uden elefantridning, men med oplysning og interaktion med elefanterne på deres præmisser, så som nyplantning af deres føde, tilberedning af deres føde, fodring og badning.

Valget er op til dig

Den brutale nedbrydning af elefanternes ånd og den efterfølgende træning er og har været traditionel praksis i Sydøstasien i hundreder af år. Problemet nu om dage er, at de fleste fangenskabselefanter i Thailand er vant til at underholde turister i stedet for det traditionelle formål, som var skovrydning, træfældning eller militær brug.
Det er vores efterspørgsel på elefant trekking, ture og shows, der fører til, at flere og flere baby-elefanter bliver taget fra deres mødre, når de er imellem 6-12 måneder gamle, hvorefter de bliver tortureret, nedbrudt og solgt for at underholde os. I naturen er en baby-elefant 100% fysisk og psykisk afhængig af sin mor de første 3-4 år, og den diger, indtil den er 5-6 år.
Om du rider på elefanter, næste gang du er i Thailand eller andre steder, er dit valg. Jeg dømmer ikke andre, og alle har forskellige moralske koder og standarder. De fleste mennesker, der deltager i elefantturisme, er uvidende om, hvad der går forud for deres elefanttur, og hvordan elefanterne bliver behandlet. Derfor er baggrunden for denne artikel indsigt og oplysning, således at man med åbne øjne kan træffe sit eget valg.

TIP!

Mange steder kalder sig ‘elefant fristeder’, men de tilbyder faktisk elefantture og -shows og er mere fokuserede på at tiltrække turister og tjene penge på elefanterne end at tage sig af deres velfærd. Så næste gang du ser en elefant, der bliver udnyttet til turisme, så tænk på den skade, den har lidt, og hvor nemt dette kunne være forhindret.

RIGHT TURISM

Organisationen Right Turism arbejder for at informere de rejsende om dyreoplevelser, der ikke skader dyrene. Skal du ud og rejse så slå din rejsedestination op på organisationens hjemmesiden og få gode tips og råd til dyrevenlige oplevelser.

Læs mere på www.right-turism.com

Tekst Flemming Esbjerg Andersen, CultureAdventure

Artiklen er fra Outdoor Training #09  (outdoortrainingmag.dk)