Ultraløber Thomas Andersen havde gennem et stykke tid kigget efter et længere trailløb i slutningen af juni, så det kunne passe med familiens tur til USA. Da han ikke kom igennem nåleøjet til Western States, faldt valget på et af de mindre kendte løb Blackhills 100 i Sturgis, South Dakota. Læs her om hans løbeoplevelse i kombination med familieferie.

Turen startede med en uges ophold i Boulder, Colorado. Byen ligger ved foden af Rocky Mountains og byder på fantastiske muligheder for trailløb og vandring i bjergene – både for børn og voksne. Herudover byder byen på lækker mad og afslappet stemning på en af de mange hyggelige caféer. En by, der absolut er et besøg værd.

Efter en uge i Boulder, hvor vi havde privat indlogering gennem Airbnb, gik turen med autocamper mod South Dakota og Blackhills 100, og derpå videre til Yellowstone og ned sydpå til Salt Lake City, Las Vegas, San Diego og Los Angeles.

Min faste løbemakker og rigtig gode ven, Thomas, og hans kæreste Helle fik deres ferieplaner til at hænge sammen, så vi kunne løbe Blackhills 100 sammen.

Blackhills 100
Regnen væltede ned da jeg vågnede klokken 03:45. Det høres ret tydligt, når man sover i en autocamper. Jeg fik spist min morgenmad og gjort mig klar, inden vi kørte de 20 minutter henover bjerget til start- og målbyen Sturgis, som nok er mest kendt for, hvert år at være vært for et af verdens største bikertræf.

Turen til Sturgis foregik i forsigtig kørsel, da regnen flere steder havde skyllet grus og store sten fra bjergene ud på vejen. Ved race briefing var det blevet fortalt, at det havde regnet meget de seneste uger i Black Hills National Park, og at vi derfor skulle forvente en vanskelig rute med meget mudder, glatte klipper og en fyldt flod med meget strøm. Floden Elk Creek skulle vi krydse fem gange på vej ud og fem gange på hjemturen.

250 løbere fra start
3-2-1 – starten gik på atletik stadion i Sturgis klokken 06:00, hvor cirka 250 løbere fordelt på alle distancer futtede afsted. Regnen var stilnet lidt af, så forholdene mindede om mere normale danske regnvejrsforhold.

Der var placeret Aid station (depoter) hver 8.-11. kilometer, og der var i alt 5 steder, hvor vi kunne komme til vores dropbags. Aid station havde det meste: vand, cola, energidrik, frugt, elektrolytter, gels, bær, sandwich med peanutbutter og syltetøj. Da der ikke var så mange løbere, havde folkene i aid station god tid og var samtidig meget behjælpelige med at fylde flasker og væskebægere. Stor cadeau til dem – det var en fornøjelse. Vi skulle bare koncentrere os om at spise og gøre klar til næste stræk.

image-153Undervejs faldt vi i snak med flere af de amerikanske løbere, Ed, der netop havde taget fire loops i Barckley, som er et af de hårdeste trailløb i verden. Ken, en rigtig hyggelig fyr, som jeg havde fornøjelsen af at løbe sammen med to til tre timer. Han havde gennemført seks til syv 100M løb udover Badwater. I begyndelsen af løbet talte vi med Derek, der for første gang skulle over de 42.

Efter 19 miles skulle vi krydse floden første gang. Det var grænseoverskridende men også ret fedt. Der var sat tov ud, som vi kunne holde fast i. Det var betryggende, da strømmen var stærk, og der var meget vand i floden. Vandet gik flere steder over shorts kanten, og det var koldt; cirka fem til otte grader.

Thomas og jeg havde aftalt at følges så meget som muligt ud til vendepunktet ved 50 miles, men vi havde også aftalt, at hvis benene var gode hos en af os, skulle der løbes. Ved cirka 35 miles skiltes vi, og Thomas trissede afsted ud i horisonten.

“Jeg var, som amerikanerne kalder det, i et ‘bad spot’ i laaaaang tid.”

Ti timer og tunge ben
Jeg følte mig ikke særlig godt løbende. Benene føltes tunge, og jeg havde svært ved at bevare det gode humør og den positive tankegang, der er alt afgørende ved ultraløb. Jeg var, som amerikanerne kalder det, i et “bad spot” i laaaaang tid. Jeg var heldig at have selskab af Ken i nogle timer, hvor vi tøffede afsted sammen. Da jeg nåede vendepunktet ved 50 miles i Silver City, havde jeg været i gang i cirka 10,5 time.

Jeg var presset, følte mig dårligt løbende, og humøret var på lavpunktet. Samtidig var jeg utrolig glad for at se min familie. Det blev for meget, og jeg smed min drikkedunk og taske og brød sammen. Jeg var skuffet over mig selv og parat til at opgive det hele. Jeg satte mig ned for at samle tankerne og tømme skoene for småsten.

Louise og Helle gjorde, hvad de kunne for at opmuntre mig. Magne, min søn på seks år, var lidt bekymret over nogle småskrammer, jeg havde pådraget mig under et styrt tidligere. Jeg havde ikke selv opdaget dem.

Humøret vender tilbage
image-154Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig fik jeg modet igen. Da jeg bevægede mig ud af aid stationen, opdagede jeg til min store overraskelse, at benene ikke længere føltes tunge og umulige. De flyttede sig hurtigere, end jeg havde forventet. Jeg begyndte at nyde løbet og naturen i stedet for det modsatte. Jeg har aldrig oplevet sådan et u-turn før.

Jeg havde aftalt med familien og Helle, at de ville være ved det næste tilgængelige aid station. De blev lidt overraskede over at se min forfatning, da jeg løb smilende og glad ind.

Jeg fik spist, gjort min pandelampe klar og skiftet til varmere tøj. De første timer i mørket gik rigtig godt. Jeg skiftede mellem at løbe på flade stykker og lette nedløb og gå på resten. Efter nogle timer begyndte benene igen at blive tunge, og de negative tanker vendte tilbage. Jeg bevægede mig i absolut slowmotion. Efter jeg havde krydset floden de sidste gange, var det, på grund af det manglende tempo, umuligt at få varmen tilbage i tæerne. Jeg kunne godt se, hvad klokken havde slået.

Hjernen sagde stop efter 21 timer
Aid station ved 83 miles var sidste sted, hvor man kunne udgå. Da jeg ankom klokken 02:30 efter at have været i sporet i 21,5 time, overtalte hjernen min krop til at stoppe. Hvor mærkeligt det end lyder, så kunne jeg ikke se nogen grund til at fortsætte. Jeg var træt og kunne ikke motivere mig til at fortsætte. Jeg magtede ikke at slæbe mig de sidste 17 miles i mudderet over 2 bjerge i langsomt tempo og med en sluttid på 25-25,5 timer. Sekundet inden jeg tog mit nummer af, fik jeg en fremstrakt hånd, som jeg var meget tæt på at tage imod.

Da jeg havde siddet i aid station i cirka 45 minutter, kom næste løber ind. Han skiftede til en ny pacer, og hans ‘gamle’ pacer tilbød at ‘løbe’ de sidste 17 miles med mig, men da jeg ikke kunne komme op af stolen ved egen hjælp, magtede jeg ikke at tage imod den flotte gestus. Jeg takkede pænt nej tak. Det var over and OUT.

Kæmpe hjælpsomhed
Dette afspejler den hjælpsomhed og imødekommenhed, som vi har oplevet fra amerikanerne – både under løbet og ude på aid stations, hvor alle støttede alle. Tænk at han gad løbe/bevæge sig i fire til fem timer sammen med en sur og træt dansker, som han aldrig havde mødt før – det er stort

Thomas havde haft problemer medenergioptaget i løbet af dagen og var stået af cirka 10 miles før mig. Løbet blev vundet i 18:58:23, hvilket må siges at være ret godt under de betingelser.

Jeg anser mig selv som en relativ ny trail ultraløber. Jeg har løbet regelmæssigt i fire til fem år med cirka 60-85K om ugen, suppleret med trappetræ ning. Jeg har tidligere deltaget i blandt andet Hammer Trail (50 miles), Transgrancaria (118K) og Transalpine Run.

“Jeg takkede pænt nejtak. Det var over and OUT.”

Jeg er ikke en speciel hurtig løber, men jeg elsker at løbe i naturen og teste kroppens grænser.

Hvem vil jeg anbefale løbet til?
image-155Jeg vil klart anbefale løbet til alle, der vil prøve at løbe på amerikansk jord. Stigningerne og nedløbene er ikke så stejle som i alperne. Det er et godt organiseret løb med gode rutemarkeringer, gode aid stationer og ikke mindst fantastiske frivillige hjælpere. Prisen, på 200$ for at deltage, ligger også i den lave ende.

Efter et bad, hvile og god morgenmad fik vi pakket sammen og gjort autocamperen klar til at køre vest på mod Yellowstone. De næste par dage gik med at evaluere løbet. Jeg er helt afklaret med min DNF – skuffet over mig selv, men afklaret med, at formen ikke rakte til mere.

Løbet har været en meget stor oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Og jeg skal helt sikkert forsøge mig med distancen igen – gerne sammen med familien på endnu et eventur i USA.

FAKTA BLACKHILLS 100

  • Blackhills 100 er et ret nyt løb med start/slut i Sturgis, South Dakota.
  • Løbet har eksisteret i fire år og har været løbet i meget forskellige vejrbetingelser; i ekstrem varme sidste år og tidligere i megen regn og tordenvejr.
  • Løbet har 50 miles (80K) og 100K samt 100 miles (160K) og er et ud og hjem løb. I lø- bet på 100 miles vendes der i Silver City, på de andre distancer vendes der ved et skilt ude midt i ingenting.
  • Ruten går gennem Black Hills National Park og følger 75% af tiden The Centenninal Trail 89, en sti lavet til MBT, heste og vandring i 1989.
  • Underlaget består 95% af skovbund, klipper, grussti og flodbund.
  • Langt over halvdelen er singletrack, hvilket gør ruten rigtig fed.
  • Læs mere på www.blackhills100.com.

Tekst Thomas Andersen Foto Privatfotos