Er Arctic Circle Race noget for dig at deltage i? Outdoormennesket og langrendsløberen Claus Geleff fortæller her om sin løbsoplevelse og giver dig sine bud på, hvorfor Arctic Circle Race er værd at deltage i.

Det fede ved ACR er den fysiske udfordring kombineret med den smukke natur. Det er fantastisk at kunne bruge Grønland på denne måde, og så er det rart at have et formål med al den dejlige og hårde træning. Træningen giver således mere mening, især når det er surt, koldt og vådt i Danmark. Det kræver en del selvdisciplin at træne fem til seks gange om ugen i en almindelig arbejdsuge, uge efter uge. For mit vedkommende kræver det et mål, som jeg visualiserer gang på gang inde i mit hoved. Jeg har altid et mål, og når det er nået, er det vigtigt at have et nyt, det giver mest ro inde i mig.

Jeg deltog første gang i 2010, og det havde været en drøm for mig at deltage, lige siden løbet startede, men økonomi, tid, børn og firma har fyldt for meget til, at jeg kunne deltage før. Jeg vidste, at jeg kunne gennemføre, men jeg ville kun deltage, hvis jeg var i god form.

I 2010 blev jeg nummer to i min aldersklasse kun slået af Øjstein Slettemark og nummer fem over-all.

Da jeg gik i mål i 2010 blev det slutningen på to års hård træning med et par Vasaløb, Birken og lidt DM på sne og rulleski + ACR i rygsækken. Begge mine albuer havde lidt overlast fra rulleskistræning, og det tog næsten to år at blive smertefri, men jeg savnede træningen og fællesskabet i hverdagen. Og så havde jeg også en følelse af, at ACR havde været for meget race og for lidt naturoplevelse, så jeg måtte bare derop igen.

Optræningen
I maj måned 2014 købte jeg en thoraxtrainer og var mentalt klar til at træne langrend igen. Jeg vidste, at det måtte blive med en anden tilgang end sidst på grund af albuerne. De sidste par år havde jeg hovedsageligt kørt spinning, mountainbike og en ugentlig gang coretræning, men nu skulle arme og albuer også i gang igen. Opskriften blev max to ugentlige ture på rulleski, lidt thorax og masser af tung styrketræning. Når jeg kunne mærke mine albuer efter et langt pas på rulleski, var der tung vægttræning med få gentagelser på programmet dagen efter. Efter tre til fire måneder var der forsat lidt problemer med albuerne, men det blev løst ved at montere mine stave med et svensk fjederdæmpningssystem, som Jesper Erlandsen fra Rulleskisport.dk præsenterede mig for. Det blev løsningen, mine albuer er ødelagt for altid, men jeg kunne træne. Herligt!

“Halvdelen af Sisimiut var kommet for at sende os af sted og måske mest for at se alle skitosserne køre ned af deres lille alpinbakke.”

Vinteren op til ACR bød på fire skiture, hvor mine langrendsski var fast bagage sammen med en fem kilo tung rygsæk, da det er et krav til ACR.

Jeg havde teamet op med en Henrik Seidelin, som er en klubkammerat fra Københavns skiklub. Henrik har også deltaget før, så efter et kort møde hjemme hos mig havde vi styr på mad, skismøre og lidt andre småting. Sovepose til minus 25 grader og liggeunderlag lejes i Sisimiut, hvorved man undgår overvægt i flyet. To par ski og stave blev gjort klar, og så var jeg også klar til Grønland.

Klar, parat…
img517Efter et par dage i Sisimiut var det blevet fredag, og jeg så nu frem til at komme i gang med racet. Alt var prøvet før, så der var generelt ro på, og jeg sov godt natten op til. På startdagen var det godt vejr uden nogen særlig vind og temperaturen målte minus syv til ni grader. De sidste deltagere landede en time før start på grund af uvejr, og vi var alle glade for at få dem med i racet, ikke mindst favoritten Matin Møller.

Starten gik, og halvdelen af Sisimiut var kommet for at sende os af sted og måske mest for at se alle skitosserne køre ned ad deres lille alpinbakke inde i byen. Det var sjovt og hyggeligt, men jeg elsker at køre ned ad bakke, så underholdning var der ikke meget af i mit skiløb. Heldigvis var der andre, der sørgede for det.

Endelig i gang og alene i sporet. Efter bare fem kilometer var jeg alene, da jeg ingen chancer havde for at følge med førergruppen. Jeg lå som nummer fem eller seks med masser af gode kilometer foran mig. Skønt!

Sporet var fantastisk, det var bare om at køre på og finde det leje, som kroppen kunne holde til på denne lange distance.

Det specielle ved ACR er de meget lange modbakker på 10-30 minutter op og herefter de lidt vilde nedkørsler – min GPS klokkede flere gange 53-55 km/t. Det føles hurtigt på et par smalle langrendsski, og der er ikke tid til at tænke på så meget andet end teknik. På de lange og lige stræk er det naturen, indvendig ro og lidt flyvske tanker, der får plads, hvilket kan gå lidt ud over farten, men sådan er det. Nogle nedkørsler er så stejle, at det er påbudt at tage skiene af og løbe ned. Det var tilfældet ca. fem kilometer før campen, som var målet for den første dag. Så efter lidt løb med skiene i hånden var det med at få dem på igen, trods lidt træthed, hvorefter tempoet blev øget næsten af sig selv.

I målet fik jeg et rullende kamera stukket helt op i hovedet to minutter efter, jeg havde passeret mållinjen. Her var jeg en rørstrømsk og træt skiløber, men mest af alt var jeg glad. Det havde været en god dag med et fornuftigt tempo og ingen slidskader. Placering som nummer syv overall.

Logistik og ernæring
I campen drejer alt sig om logistik. Det vigtigste er at få drukket og spist en masse mad, så man bliver så klar som muligt til næste dag. Det er umuligt at indtage så mange kulhydrater, som man forbrænder, så det store ædegilde skal startes op hurtigst muligt. Der er en super stemning i campen, alt forgår i telte, og folk er meget nærværende trods træthed. Det vrimler med frivillige, som får det hele til at spille, hovedsageligt er det grønlændere med masser af imødekommenhed, hvilket bør opleves.

Efter tørt tøj er der massage til alle interesserede, og så skal der spises mere mad, slik og kaffe. Soveteltet skal findes, og sengen(liggeunderlaget) skal reddes. Mere mad skal indtages, ski skal ordnes til næste dag, hvorefter soveposen begynder at kalde. Godnat i minus 14 grader.

White-out på anden dagen
Anden dagen bød på totalt white-out, hvilket føltes som at stå på ski inde i en pose vat med iskolde omgivelser og en sigtbarhed på omkring tre til fem meter. Jeg holdte dog min placering som nummer syv i den samlede stilling.

Følelsen af at være godt inde i løbet med et rimeligt overblik begynder at dukke op. Når man kommer retur til campen på dag to, er alt klar fra dagen før, og det er tid til at slappe lidt af. Der skal spise og spises, drikkes og drikkes, masseres og ordnes ski. Der er varslet storm i løbet af natten, og vejret næste dag ser voldsomt ud på vejrmeldingen, men den har taget fejl før, så vi håber på det bedste, da vi går i seng.

Omkring klokken 02.00 vågner jeg op i teltet, som er ved at lette på grund af vinden. Det er ikke konstant vind, som jeg plejer at kunne sove fra, det er vilde vindstød med tre til fem minutters mellemrum. Racet kører hele tiden i hovedet, så i min søvnløshed begynder jeg at planlægge sidste etape, og her er det meget påklædningen, der suser rundt i hovedet på mig. Klokken 06.00 står vi op, hvorefter vi hurtigt kan fornemme på vejret, at det ikke er optimalt for 55 kilometers langrendsløb. Vindstød op til 40 m/sek. det er vildt. Jeg ser et telt lette med en mand og hans bagage i. De flyver seks til otte meter – voldsomt, men ingen kommer til skade.

Morgenmad og opladning til sidste race dag. Jeg kan mærke, at det er svært at blive mæt, og manglen på brændstof de foregående dage begynder at kunne mærkes.

En uventet overraskelse
Så kommer den triste melding: De aflyser, og vi skal evakueres, da det er blevet for farligt på grund af vejret. I løbet af de næste 15-20 minutter falder jeg helt sammen. Kroppen holder op med at producere ‘race-adrenalin’, og pludselig kan jeg mærke, hvor træt jeg er efter to hårde dage og meget lidt søvn den sidste nat. Jeg er personligt dybt skuffet, men accepterer 100 procent løbsledelsen beslutning, da løbet er åbent for alle, og det ikke ville have været sikkert at sende hele gruppen ud. Måske heller ikke mig, hvem ved.

Træt pakker jeg og alle andre vores ting sammen. Der er en lidt mat men glad stemning i lejeren, og i løbet af to timer er vi alle på vej mod byen. Stor respekt til de ansvarlige, alt klapper og fungerer med minimal ventetid, sejt!

På vej hjem til Sisimiut i en pulk efter en snescooter slipper fornuften op, og jeg ligger med et håbløst ønske om, at vi havde kunnet køre på ski direkte fra campen og de seks til otte kilometer hjem til byen, hvor hele byen skulle stå klar til at tage imod os. Det er et af højdepunkterne for dem, som bor i byen, og ikke mindst for os deltagere. Jeg oplevede det i 2010 og ville ønske for alle førstegangsdeltagere, at de også havde fået denne oplevelse.

Tilbage i Sisimiut var der forholdsvist roligt vejr, absolut mennesketomt og en total flad fornemmelse var herskende. En journalist kom og spurgte mig, hvordan jeg havde det med ikke at få afsluttet den sidste dag. Det vidste jeg på daværende tidspunkt ikke rigtigt, men nu har hun og jeg selv fået svar. Tak for spørgsmålet.

Jeg deltager næsten helt sikkert i 2016, muligvis sammen med min blinde makker, Arne Christensen, som jeg var ledsager for til OL i Lillehammer i 1994. Hvis Arne kommer igennem de tre dage, bliver han den første blinde, der har gennemført ACR, og det skal nok lykkes!

Tekst Claus Gelef

Artiklen er fra Outdoor Training #12